tvistet landskabsmaleri med form om et liggende timeglas

Malerier behøver langt fra at være firkantede, og når du selv kan spænde dine egne lærreder op, og selv præparere dine lærreder, så kan form blive noget som man gør med vilje, og malerier behøver ikke længere at være både flade og firkantede. Når man har så stærke indsnævringer som dette lærred har, så er det den viden som min uddannelse til farveriassistent gav mig. Resultatet er at jeg som regel bruger stræk canvas, fordi det kan kompensere, så jeg undgår de fleste vulker. Der er nogle små vulker på lærredet, og det er udnyttet med vilje.

Fordelen ved et organisk formet lærred er at naturen er som regel i sig selv er organisk formet. Træer er som regel aldrig helt lige. Der går altid meget godt træ til spilde, når vi laver bjælker, brædder og lignende. Skrå linjer giver dynamik i et billede, og kan også være med til at give dybde ind i et maleri. Med den liggende timeglasfacon er jeg med til at redefinere perspektivreglerne, hvilket jeg har gjort af flere omgange. Det jeg særligt ønskede at opnå, er at venstre og højre side bliver min forgrund, og at midten er den fjerne baggrund. At der er vulker, gjorde det nemt og oplagt at lave søjlegange i baggrunden, om er et tydeligt menneskeligt aftryk. Faconen giver også et mere levende udtryk, og gerne så man føler at billedet vokser ud af væggen

Jeg er surrealist, og syne at det både skal være let at aflæse de forskellige elementer, men samtidigt give både øjne og hjerne noget at arbejde med, uden at der er en decideret facitliste, fordi noget af facitlisten er afhængig af det du har set og oplevet, så hvis din fantasi dør, dør kunsten med den. Dine tolkninger er også vigtige. Faktisk lige så vigtige om mine tolkninger. En del af detaljerne opdager jeg, medens jeg maler og tydeliggør medens jeg lader penslen danse hen over lærredet.

Hvor jeg i venstre side af lærredet arbejder med dybde ind i maleriet, så arbejder jeg i højre side med noget der er ret svært, nemlig både ind i , og op og ikke mindst nedad i landskabet! Da jeg gik til billedkunst på HF i 2006 for at få teori på det jeg kunne i forvejen, lærte vi om tilbageskubbere, og som sædvanligt måtte jeg opfinde det modsatte, fordi jeg ville have ting der kan skubbe ting frem mod mig selv. Flere steder har jeg drillet med asymmetri i perspektivet, så det ser næsten rigtigt ud, men indeholder nogle små med vilje fejl, så hjernen har lidt at arbejde med.

Lyset strømmer ud fra den asymmetriske portal, og reflekterer i vandet der flyder ind og ud mellem de 2 verdener. Der er en adskillelse mellem Himlen og den del af universet, som vi bebor, og der strømmer stadigvæk lys ud fra Gud, og ind i vores verden, og engle(budbringere) sørger for at der stadig er post til og fra Gud til os mennesker

Hvor venstre side mest er i lyset og med stærke kontraster, som trækker forgrunden tættere på beskueren, er der mere skygge, dybde ned og afstand ind i højre side. Billedet virker ikke helt symmetrisk, så det er med vilje lidt svært at placere de 2 forgrunde. Det har dog den fordel, at billedet forandrer sig når man går forbi. 3 – 5 m fra billedet ser det ud som om billedet kommer ud imod en, og går man i en bue omkring maleriet bliver det tydeligt. Det er en af de ting som jeg selv synes er en vigtige oplevelser, også fordi at lyset og lysets farve og retning også er med til at ændre billedet. Faktisk vil du opdage  at der er forskel på fotoet og originalen, fordi visse farver ikke kan hænge fast på fotoet men dine øjne og hjerne kan se og opleve forskellene