I billedkunsten har det i mange år bare handlet om at få dybde ind i billedet. Jeg har selv brugt udtryk som at hænge et billede op med hammer og mejsel, forstået på den måde, at der skulle hugges hul i væggen, for at der kunne blive plads alt det der rager bagud. I billedkunsten taler man kun om tilbageskubbere, og om ting der får tingene til at rykke tilbage i billedet. Det arbejder jeg også med; men jeg arbejder også med det modsatte. Jeg har ikke set noget navn på det begreb, men meningen er at ting i billedet kommer ud fra billedet mod beskueren og drager beskueren ind i sit univers, så man pludseligt føler at man er f.eks. inde i landskabet. Jeg får ikke nødvendigvis større dybde ind, men derimod en større dybdeforskel, og et mere indragende billede.
Centralperspektivet var et kæmpe skridt for menneskeheden, og absolut også for mig. Her buges lige linjer til forsvindingspunktet. Jeg er så begyndt at overdrive mit perspektiv ved at bruge buede linjer, således at ting tæt på bliver forstørret i forhold til almindeligt centralperspektiv, hvor ved man kan nærmest blive suget ind i billedet. Her er det en fordel at nogle elementer fortsætter ud over billedfladen. hjernen skal nok kompensere for det der mangler.
En del af det med perspektivet, handler også om brug af gradienter, der er elementer der har samme størrelse i virkeligheden, men som på billedet bliver mindre og mindre, jo længere de er væk. Her på biledet er stolperne gradienter, som er med til at definere afstandene i billedet
Endeligt er der farverne. Jo tættere du er på beskueren, des mere klar og brillant skal farven være, og jo længere væk, des mere gråblå, så starter man et landskab med en lysende lysegrøn, og slutter man ude i horisonten med en blågrå farve, får man det nok ikke vildere. Blå er en fjern farve, men for nogle år siden, opdagede jeg, at hvis jeg brugte violet til himmel, fik jeg et par ekstra km ud til horisonten, så de km bruger jeg tit.