Man ser længere end øjet rækker.

Om Andreas C. Rosmons surrealistiske billedunivers.

Der er skrevet mangt og meget om Andreas C. Rosmon gennem tiden, så hvordan følger man trop og begrænser sig til at beskrive ham og hans billedunivers på blot én side? Jo, man sammenfatter det i blot fire ord: opfindsom, surrealist, tænker og multikunstner. Punktum. Det var det. Og så alligevel ikke, for man kan ikke blot hænge de fire ord op på Andreas uden at forfølge den store lyst, der brænder indeni, efter at udforske og opleve mere og for at gøre det, må man træde ind i hans billedunivers.
Her finder man, at intet er som det umiddelbart giver udtryk for at være. Andreas flytter vores opfattelse af tid og rum, som vi normalt kender det. Værkerne har den egenskab at de rækker ud og griber fat i os og trækker os ind i maleriet. Synet bedrages på det groveste og udfordres. Hjernen fordres og tvinges til at åbne op og være modtagelig på en helt anden måde end den er vant til, med nye vinkler, forskydninger, forskubninger og rum.
I hans skulpturelle malerier er der flere billeder i en og samme. Ser man værket fra en vinkel, opleves en del af naturen eller motivet. Ses værket fra en anden vinkel opleves et helt andet fragment. Værkerne er åbne og rummet, som omgiver dem optager nye horisonter og gennemgår en forandring ved at blive oplevet igennem det skulpturelle maleris ”øjne”, der er indsat forskellige steder. Oftest kan man i Andreas´ malerier opleve en form for dobbelthed. Han bruger meget huller eller portaler, som om vi kigger gennem det første lærred og videre ind på et andet lærred eller ind til andre verdener eller tidszoner. Man bliver i den grad pirret på sit intellekt, sine sanser og følelser. Ligegyldigheden kan pakke sig, for man bliver nødt til at stille spørgsmål til sig selv og forholde sig til det man oplever.
Det tager tid at udvikle sit eget kunstneriske sprog og der er visse uskrevne regler. Nogle af disse regler er konstante i en kunstners tilgang til det at arbejde med kunsten, men disse regler kan komme til at fungere mere som flydende og søgende end konkrete. Noget der kan gå fra at være et klart defineret billede og til at blive ændret radikalt på baggrund af en fornemmelse som kan indsættes i den store sammenhæng. Andreas bryder samtlige rammer og uskrevne regler og han nyder det. På sin vis kan man, i den her sammenhæng, godt sammenligne hans handling med et barns, fortæller man ham at han ikke må eller kan, så er det først han gør det og hans ”trodsighed” sætter ind for at bevise det modsatte. Med hans yderst opfindsomme og nysgerrige personlighed, kombineret med velgående baggrundsviden omkring rum, perspektiver, materialebrug og farver, forstår han til fulde at udnytte den viden og frembringe nogle enestående virkninger. Han har en fantastisk forståelse og følelse i sit eget maleriske univers. For Andreas er der ingen vægge, ingen bund og intet loft, kun et uendeligt hul han hele tiden forsøger at fylde op. Han viser os at man kan se længere end øjet rækker.
Det er altid nysgerrigheden der driver Andreas og en søgen efter svar og muligheder. Nye grænser flyttes med udforskning for øje. Hele tiden flytning og udforskning, flytning og udforskning. Stilstand kender han ikke til. Han er eksperimenterende og opfindsom i alt hvad han laver. Nye teknikker opfindes og afprøves, andre teknikker som allerede er opfundet, bliver vendt og transformeret i Rosmons hænder. Han er en, på mange måder, gennemført kunstner, som hele vejen igennem er tro med det han oplever og bevidst om sin formåen. Han tænker skævt på den fede og indholdsrige måde. Giver os noget at opleve, se, røre ved og ikke mindst at tænke over.
Man kunne sikkert skrive tykke bøger om Andreas og hans surrealistiske univers og tilgangen til livet og tanker til efter livet, men jeg har ikke en tyk bog, så jeg må nøjes med at ”sætte ham sammen” på mindre plads, hvilket i sig selv er lidt af en kunst, men med fire ord er vi godt på vej: opfindsom, surrealist, tænker og multikunstner.

Af Kirsten-Marie Hedeland, gallerist og skribent ved Kunstavisen (april 2013)