Det er ikke kun størrelsen ,der gør det; – når du vil arbejde med dybde og ikke mindst dybdeforskelle i kunsten, og ikke mindst i maleriet, – men størrelsen og størrelsesforskellene har også meget at sige der, og det er uanset, om du maler abstrakt, eller du er mere figurativ som mig. Noget der virkeligt betyder noget er, hvor detaljeret kan du se tingene, og hvor dan ter farverne sig, alt efter hvor tæt på, eller langt væk tingene er. En god ting er, året rundt, at kigge ud af vinduet, eller tage en tur ud i landskabet, og så se farver. Der er mere end 95 % chance for, at du ikke kan huske de eksakte farver, og selv dit kamera er ikke altid præcist, men det er heller ikke det vigtigste. Det vigtigste er at se systemet i farveforløbene, og så bruge det man finder ud af. Jeg kommer med lidt teori nu, men tjek det selv ud, og gør det tit, for det er også med til at forbedre dit farvesyn. Jo mere jeg har set på naturen, himlen, skyerne og deres farver, des oftere kan jeg undres, men også skifte til nogle anderledes farvesammensætninger, og det er også med til at jeg spreder min palet mere ud; – også, der hvor jeg har begrænset paletten.
Vi plejer at sige, at himlen er blå og vandet er blåt, men det er absolut en sandhed med modifikationer, og i malerkassen kan der sagtens være rigtigt mange blå farver, men det er tit der også er andre farver i spil. De sorte vandhuller langs Kystvejen i Thy, giver mig stadigt hovedbrud med hensyn til farver, hjælpemidler og rækkefølge; – De er svære at greje.
Rene klare farver trækker frem i billedet, og det er specielt let at få en skrig lysegrøn til næsten at komme ud af lærredet, medens de mere dussede farver trækker pænt bagud. Man har altid sagt, at blå er en fjern farve; men jeg har opdaget, at lilla/violet trækker endnu længere bagud, og har derfor tit violet lysnet meget med titanhvidt som himmelfarve. Hvis jeg vil gøre himlen lysende bruger jeg tit en interferens-farve, da den vil virke som en refleks, og også give det der fjerne blændende lys.
Vand kan også optræde i flere farver og skal man lave mørkt vand, er Atrament et godt bud, da det er en kold, nærmest grønsort farve, der sammen med zinkhvid og Titanhvid kan give noget meget levende vand. Andre gode farver til vand er Viridian grøn, Olivengrøn og Umbra Naturel. Den sidste er også vældig god til at male træer, og specielt bøgetræer med en one-stroke- teknik, da det er cirka den der grønbrune farve som mange bøgetræer har. Gråtoneskalaen er også god til at forstærke dybdeforskellene, og kan netop forstærke, eller helt vride et skakdræt.
Detaljer og kraftige kontraster trækker ting frem i billedet, sommetider så godt, at det ser ud som om det slipper lærredet. Der kommer også større dybde ind i billedet, når flere ens ting men i forskellige størrelser, der bliver mindre og mindre, bliver anbragt strategiske steder i billedet. Det virker især godt, når vi sådan cirka kender strørelsen på tingene, som f.eks på træer, og vi kan øge dybden dramatisk, hvis vi bruger kurvede linjer. Tit har jeg forskudte linjer i mine billeder, også i det overstående Træerne og fuglene i højre side af billedet øgede afstanden ud til horisonten meget dramatisk, da jeg malede dem på, og brugte kurvede linjer til at bestemme træernes højder. Sådanne ens ting kaldes gradienter, og har virkelig stor indflydelse på vores dybdeopfattelse.
Gradienternes farveforløb kan også være med til at definere rummet, ikke mindst når man ønsker at få landskabet til at gå nedad, hvilket jeg synes kan være ret vanskeligt at få til at fungere. Iøvrigt er skakten lavet ud fra talrækker ret gode at have med til at lave udvidet perspektiv-påvirkning ved at kombinere gradient-virkningen med farveperspektivet.
Du kan tit begynde et landskab , ved først at male himlen, og derpå male det fjerneste med Payners Grå og hvidt, for derefter at blande flere og flere farver ind, og gøre dem mere og mere rene og klare, jo længere du kommer frem i mod dig selv. En krum horisont øger også dybden.
Har du en flade, og mørkner kanterne med bløde overgange, vil kanten krumme bagud, medens en lys kant vil pege fremad, især hvis der kommen en skygge under.
Og til sidst tager vi alt det vi har lært, og fundet ud af; – ryster posen; – og pludseligt gør vi nogle steder det modsatte af det vi har fundet ud af; – og så overraskes vi , og lader os igen imponere af, at vi igen kan udfordrer vores egen hjerne ved at stole på vores egen intuition, og igen få skabt det der underlige magiske landskab vi ved er et sted der ude