Dragen kommer og får en krøllet verden til at krølle
Som udøvende kunstner, ser jeg nok lidt anderledes på den kunst der bliver udstillet, og bruger også tit tid på at se på de besøgende der er med til ferniseringerne og/eller udstillingen.
Jeg har lagt mærke til, at der groft sagt er 2 forskellige grupper af kunstinteresserede, nemlig dem der køber for at investere, og hvor det ser ud som om det hovedsageligt er navnet der betyder noget, at det er en kendt person. Det gør slet ikke noget , at det er musikken, som vedkommende er kendt fra, og her er priserne ret høje, også selvom jeg syntes at teknikken tit halter meget. Jeg har set kendte kunstnere sælge dyre malerier, og hvor jeg tænkte, at malerierne virkede ufrivilligt flade, det vil sige, at kunstneren ikke evnede at få ordentlige dybdeforskelle indarbejdet i sine værker. Når jeg lytter til den gruppe er der flere, hvor det lyder som om de måske kan lidt kunsthistorie, men ikke rigtig har hold på begreberne.
Der er også en anden gruppe, der går til ferniseringer. De har tit ikke så mange penge at gøre godt med som dem der vil imponere og/eller investerer , men til gengæld virker det som om de ser meget mere på værkerne, og ikke ret meget på hvad andre synes og mener. De mennesker kan finde på, selvom et kunstværk er kommet med på en statsanerkendt censureret udstilling, at sige, at det er noget lort. Selv opfatter jeg det sådan med hensyn til de censurerede udstillinger, at de bedste og de værste værker bliver valgt fra i første runde; – undtagen de aller aller værste værker, så er man har en god mellemvare. Hvordan kan jeg sige sådan? Jeg har i mange år sendt ind til flere forskellige censurerede udstillinger, og har fået de 5 point man maksimalt kan få, og har derfor set både antagne og kasserede værker, og har tit set mange værker, der efter min opfattelse var væsentligt bedre end de antagne. Jeg ved også at visse udstillere var 3- og 5 år gamle. Et af de værker var kuglepen-kruseduller tegnet på et lagen. Den gruppe af ferniserings-gæster der virkeligt ser værkerne kommer også tit til udstillinger med mindre kendte kunstnere, og laver tit nogle ret spændende kunstkøb, hvor jeg syntes, at de får megen god kunst, til nogle meget rimelige priser.
Med modernismen, begyndte kunsten at fjerne sig fra kunstneren og håndværket, og over til beskueren. Pludseligt blev det beskuerens ansvar at få noget ud af de værker som beskueren så. På et tidspunkt var noget af det vildeste man kunne se, en hvid firkant på et hvidt lærred, eller en sokkel der stod på hovedet ( Jordens sokkel) eller en sokkel hvor på der var “forbandet luft”.
Når jeg selv laver udstillinger, og man vil have det fulde udbytte mine værker, er man nødt til at være nysgerrig, idet jeg så vidt muligt maler alle de flader, man ikke blot ser, men kan komme til at se, hvis man anstrenger sig lidt, det vil sige, at er der en ting der er frit i rummet, på et podie eller på gulvet, skal man hele vejen rundt, og er et hjørne bøjet rundt, er det en god ide at se, om man kan se bagsiden af dette ombukket, og kommer der noget ud fra lærredet, så der er fri af lærredet, så er de ting også malet, og du kan aldrig vide hvad den anden side viser.
Magisk billede af en stengrotte/tunel der øjensynligt skifter format medens du ser på billedet og går forbi det
Selv de flade billeder kan udfordre beskueren, idet de kan skifte format medens man går forbi, hvilket også kan ske for de flade firkantede billeder. faktisk vil selv et ret naturalistisk landskab ændre sig, alt efter hvor du stå, og hvordan lyset falder.
Så derfor: Vær rigtigt nysgerrig når du skal ud og købe kunst, og husk at vælge med hjertet, frem for at vælge efter navn, og hvad andre mener. Jeg mener, at det er bedre at købe en god akvarel eller et akrylmaleri af en ukendt kunstner, frem for en plakat af en kendt, eller et meget dyrt maleri af en kendt, som man måske ikke syntes særligt godt om, men køber fordi ………
God kunst vil altid kunne drille dit øje, eller pirre dit intellekt og/eller dine følelser